Verdens index januar 2020
Del artikel på Twitter
Del artikel på LinkedIn
Er aktiefesten slut?
Efter 10 år med stadigt stigende aktiekurser, kun afbrudt af mindre korrektioner, er der røster fremme om, at nu er det slut. Lawrence G. McMillan, MarketWatch, ser tegn på et begyndende bear marked. Volatiliteten er stigende - Cboe Volatillity index er steget fra omkring 12 midt i januar til omkring 18 her i månedsskiftet – et af flere tegn på en negativ udvikling.
Selv om Præsident Trump har indgået en mindre handelsaftale med Kina, mangler der stadig en del ift. de ambitioner om det samlede aftalekompleks, som præsident Trump gennem længere tid har stillet krav om. De tre store USA index, SP&P 500, Dow Jones og Nasdaq har vist faldende tendens fra midt i december. Signingen i GDP i USA var i 2019 2,3%. Dette set i forhold til stigningerne i perioden 2008-2018: 2008 -0,1%, 2009 -2,5%, 2010 2,6%, 2011 1,6%, 2012 2,2%, 2013 1,8%, 2014 2,5%, 2015 2,9%, 2016 1,6%, 2017 2,4% og 2018 2,9 %. Kilde Statista.com
Og så kom Corona Virus fra Kina inden for de seneste par uger – det har også vakt en del uro. Det kan i høj grad ses på Kinas og Hong Kongs aktieindex. Dette var nok dråben, der udløste fald på verdens børser. Der er dog informationer fremme om, at stigningstakten i antal tilfælde er ved at flade ud. Der er gjort en stor indsats for at inddæmme spredningen af virus.
De fleste analytikere forventer et mindre afkast i 2020 end i 2019 – der var dog også røster fremme om en recession i løbet af 2019 ved sidste årsskifte. Faktum er dog, at aktiemarkedet stadig er det sted, hvor man får mest afkast af sin opsparing. Der er ikke tegn på stigende renter indenfor en overskuelig fremtid, så obligationer er ikke et alternativ. Og en opsparingskonto i en bank ligger fra -0,75% til 0,4% for anfordringskonti – man kan få lidt mere ved bindinger i de opsparede midler.
Hvad er der så af mørke skyer i horisonten? Der er et amerikansk præsidentvalg. Wall Street frygter en ”socialist” som Sanders eller Warren, og vil ift. dem foretrække Trump, som anses for mere erhvervsvenlig. Jeg har set flere analytikere som anser det for mest sandsynligt at Trump får 4 år mere i Det Hvide Hus. Amerikanerne oplever, at økonomien er i orden. 4 år mere til Trump vil så sandsynligvis betyde, at han kaster sig over Europa med toldsatser, som han jo, som bekendt, tror er den mest effektive måde at gøre ”America Great Again” – eller, som det hedder i den kommende valgkamp ”Keep America Great”. Det vil jo nok betyde et fald i verdenshandelen og dermed faldende vækst.
Og så er der BREXIT, hvor det nu er en realitet, at UK har forladt EU. Der forestår så en tung forhandling om UK’s forhold til EU. Og måske en løsrivelse af Scotland og Nordirland fra UK, da begge helst vil forblive i EU.
Så energien i aktiefesten er måske nok faldende, men der er fortsat muligheder for bedre afkast end i andre let tilgængelige investeringer.
Grafen over verdens børser
Som det ses, er niveauet generelt faldende. Klik på grafen og se den i selvstændigt vindue.
Grafen skal ses på baggrund af den stigning vi oplevede fra januar 2017 til ultimo december 2019.
I USA er kun Nasdaq steget i januar. For resten af verden har kun Australien, Schweiz, Finland og Danmark en stigning – resten har pæne fald. Faldet i Hong Kong er ikke overraskende efter de problemer med demonstrationer og nu virus de har været udsat for. Man skal huske, at børsen i Kina har været lukket pga. det kinesiske nytår, så grafen er nok ikke retvisende for Kina.
Seneste nyt 4. februar 2020: Index i de fleste lande peger nu opad igen. Så måske bliver vores oversigt for februar ganske positiv - se den omkring 1. marts på DK-Aktier.
Hvad gør jeg så med min aktie portefølje
Det vil nok være en god ide i en periode at følge porteføljen tæt – sæt en realistisk stop loss og vælge nyindkøb med omhu. Defensive aktier vil nok i den kommende periode være mest sikre – cykliske aktier skal vælges med omhu, da der er risiko for, at de kan rammes af et faldende forbrug – det afhænger dog af hvilken brance de er i.
Vi ser på udviklingen for februar ved næste månedsskifte.
Denne artikel er ikke en investeringsanalyse - det er en opsummering af fundne informationer om aktiemarkedet.
Forbehold og ansvarsfraskrivelse
- Denne artikel er udarbejdet på baggrund af offentligt tilgængeligt materiale.
- DK-Aktier kan ikke drages til ansvar for rigtigheden af oplysningerne i artiklen.
- DK-Aktier fraskriver sig ethvert ansvar for indhold i forhold til den fremtidige udvikling - artiklen er alene tænkt som et ide-input og ikke som en anbefaling til køb eller salg.
- Det anbefales altid at rådføre sig med et pengeinstitut eller en mægler før der disponeres.
- Investering i aktier er altid behæftet med risiko for tab