Stockpicking (2020-01)
Del artikel på Twitter
Del artikel på LinkedIn
Stock picking – hvad er det?
Som investor er der mange muligheder:
- Investering af frie midler i enkeltaktier
- Investeringsbeviser
- Puljeordninger
- ETF’er
I denne artikel koncentrerer vi os om investering i enkeltaktier, men først gennemgås kort de øvrige muligheder. Derefter følger et lille eksempel på vellykket stock picking.
Kort beskrivelse af øvrige nævnte muligheder
Her følger en kort beskrivelse af de øvrige, nævnte muligheder.
Investeringsbeviser
Din bank tilbyder uden tvivl investering i investeringsbeviser med aktiv forvaltning som, efter min opfattelse, er en dyr løsning, hvor du har minimal indflydelse på investeringerne. De er meget anvendte i i pensionsordninger. Der betales gebyr for forvaltning, kurtage ved handel med de aktier, der er indeholdt i investeringsbeviserne, depotgebyr – disse omkostninger ”æder” en pæn del af afkastet – min erfaring var en samlet omkostning på over 3% i min bank. Så mine investeringsbeviser er afviklet.
SKAT: Afkastbeskatning – dvs. dit positive afkast bliver beskattet med gældende afkastskat – negativt afkast fradrages i fremtidigt positivt afkast.
Puljeordninger
Din bank tilbyder måske også Kontoinvest, hvor man kan vælge mellem 4 produkter:
- Kontoinvest 10
- Kontoinvest 30
- Kontoinvest 55
- Kontoinvest 75
Tallet efter ”Kontoinvest” angiver procentdelen for aktier i puljen. Traditionelt anses obligationer for en sikker investering mens aktier anses for en usikker investering. Dvs. Kontoinvest 10 anses for den sikreste løsning og Kontoinvest 75 for den mest usikre løsning. Det sikre ved obligationer i dag er, at det investerede beløb ved udbetalingen vil svare til investeringen – dvs. ingen afkast. Kontoinvest udbydes til bankerne af Bankinvest.
Min bankrådgiver anbefaler Kontoinvest 55 til mine pensionsmidler. Når jeg ser på det udleverede faktaark, synes jeg der er en god spredning af investeringerne i puljen. Der er en liste over top 10 værdipapirer samt en oplysning om at antallet af fondskoder er 1615. ÅOP, som indeholder administrationsgebyr til min bank samt puljeomkostninger til Bankinvest, er 1,78% - vel nogenlunde halv omkostning i forhold til investeringsbeviser med aktiv forvaltning. Afkastet det første år har været meget tilfredsstillende, > 12%, men 2019 har også været et godt aktieår. OMXC25 afkast ligger på omkring 20%. Da det er en ratepensionskonto er der et skattefradrag på DKK 54.000 i 2019. Samtidigt er afkast bedre end det afkast jeg fik på de aktivt forvaltede investeringsbeviser. Husk 45% af puljen er obligationer.
SKAT: Afkastbeskatning – dvs. dit positive afkast bliver beskattet med gældende afkastsats – negativt afkast fradrages i fremtidigt positivt afkast.
ETF – Exchange Traded Funds
ETF er en fællesbetegnelse for fonde, der handles på Børsen på samme måde som aktier. En ETF indeholder en liste over de bagvedliggende investeringer, som kan være aktier, råvarer, ejendomme, kapitalfonde mv.
Nogle ETF’er er passive/indeksbaserede – det kan f.eks. være aktier i et aktieindeks, som er passivt placeret i en ETF. Det kan også være en ETF med investeringer i bæredygtige aktier eller andet populært emne.
Men pas på! Undersøg altid, hvad en ETF rent faktisk indeholder inden du køber den – måske indeholder den andet, end du måske antager på grundlag af ETF’ens navn.
Desuden skal du være opmærksom på de skattemæssige regler samt om ETF’en overhovedet er lovlig i Danmark. Så man slipper heller ikke ved køb af ETF’er, for at udføre noget research inden køb samt løbende opfølgning efter køb.
Investering af frie midler i enkeltaktier
Jeg hørte for nyligt, at de fleste danske investorer har en portefølje på 5 aktier – den pågældende mente, at det er for lidt og at man skal have omkring 30 aktier. Andre mener en portefølje på 10 aktier er passende – den kan man overkomme at passe. Hvis man, som jeg, gør i stock picking, dvs. investering i nøje udvalgte aktier, så er 10 aktier overkommeligt.
Jeg vil anbefale, at du på din smartphone installerer en app som f.eks. ”My Stocks Portfolio & Widget” fra Peeksoft – den koster 165 kr. i årligt abonnement og indeholder det mest nødvendige, bl.a. et ”Alert System”, hvor man kan sætte grænser for øvre og nedre kurs samt måske administrere stop loss. Desuden bruger jeg også ”Stocks Charts Realtime Quotes” fra StockSpy Apps Inc. Denne App har nogle meget fine charts, med masser af tilvalgsmuligheder som Bollinger Bands, RSI (Relative Strength Index) og MASD (Moving Average Convergence Divergence), som kan virke som støtte til beslutning om køb/salg. App ”Financial Dictionary by Farlex” fra TheFreeDictionary.com – Farlex giver en udmærket definition af de forskellige begreber.
Endelig anvender jeg Nordnet, som er en guldgrube af information og funktionalitet, samt med overkommelige omkostninger. Som medlem af Dansk Aktionærforenig får man desuden en fast højeste kurtagesats.
Hvis man er til teknisk analyse kan man købe adgang til nogle fantastiske værktøjer, f.eks. ”Viking” fra NPinvestor Viking.
Eksempel på stockpicking
I forbindelse med en omlægning af min portefølje har jeg med god gammeldags fundamental analyse valgt nogle aktier, som jeg vurderede der ville være lidt fremdrift i – det skal dog også siges, at markedet har været særdeles positivt gennem 2019. Jeg havde nogle aktier, bl. a. Mærsk og Novozymes, som jeg havde beholdt for længe i håbet om, at de ville komme op på købsprisen igen. Da de steg op i nærheden af købsprisen solgte jeg dem med tab.
Jeg lagde en ny strategi, hvor jeg satte et stop loss, som gav mig en alarm, når stop loss blev nået, så jeg kunne skille mig af med et fejlvalg uden tab – så jeg sætter nu en grænse, stop loss, for hvornår en aktie sælges, samt en alarm nogle få point over for at fange pludselige fald. Jeg hæver grænserne efterhånden som kursen stiger, hvilket giver større sikkerhed mod tab.
Den 16.11.2018 kiggede jeg på NKT A/S, som var faldet voldsomt – ud fra deres kvartalstapportering kunne jeg se en rimelig chance for, at deres startegi omkring effektivisering kunne lykkes. NKT forventede ikke overskud i hele 2019 men først i 2020. De havde dog nogle torværdige projekter i deres pipeline og desuden nogle indgåede aftaler. Så jeg købte 16.11.2018 til kurs 88,75. Kursen i dag, 13.01.2020, er 151,70 – dvs. en stigning på over 70%. Jeg har sat stop loss ved en profit på 60%, kurs 142, og ser lige tiden an. Der har gennem perioden været en del short positioner i NKT, pr. 31.12.2019 var 2,39% af de udstedt aktier shorted. Når de indløses vil kursen jo nok stige lidt.
Den 03.12.2019 fandt jeg Skako A/S, som også viste muligheder ud fra ordrebogen og en fundamentalt sund økonomi, så den blev købt tl kurs 38,90. Kursen i dag, 13.01.2020, er 57,80 – dvs. en stigning på næsten 50%. Jeg har sat en stop loss ved en profit på 30%, kurs 50,57. Også her ser vi lige tiden an. Der er ingen shortpositioner for denne aktie.
Den 20.12.2029 blev jeg opmærksom på Pandora A/S – Den Danske Bank hævede kursmål til 400 og anbefaling køb. Igen var jeg en tur inde omkring Investor Relations. Økonomien så måske ikke ligefrem fremragende ud – MEN gæld og underskud skal ses på baggrund af, at ledelsen er i gang med en strategi omlægning med effektivisering og nye tilsyneladende fornuftige tiltag i forretningen. Desuden var der udbetalt dividende i marts 2019 på DKK 9,00. Så jeg købte den til kurs 287,50. I dag, 13.01.2020 er kursen 341,00, en stigning på lidt over 18,6%. Stop loss er sat ved en profit på 15%, kurs330,65. Der er generalforsamling 11.03.2020 med forventet udbetaling af dividende og Pandora har, iflg Bloomberg, meldt ud, at deres strategi er ”on track” samt at de forventer de udmeldte resultater vil holde. Så vi ser hvad der sker – man skal nok være oppe på mærkerne den 12.03.2020. Der har gennem perioden været en del short positioner i Pandora, pr. 31.12.2019 var 10,43% af de udstedt aktier shorted
Den 11.10.2019 hhv. 16.12.2019 købte jeg Matas A/S aktier til kurs 50,00 hhv. 56,40. Det er lidt samme historie som Pandora – Matas er i fuld gang med en modernisering af forretningen, herunder større satsning på en webshop. Den 08.01.2020 rapporterede Matas i en ”Trading Update for Q2 2019/2020” om et stærkt julesalg og Black Friday. På Black Friday havde Matas største salgsdag i virksomhedens 71 årige historie. Salg på webshop steg med 72,1%. Kursen 13.01.2020 er 61,00, en stigning på 14,66%. Nordea kursmål 03.10.2019 er 59 med anbefaling hold. Jeg har sat en stop loss ved 10% profit, kurs 58,52. Jeg forventer yderligere stigninger i de kommende måneder – jeg vil nok være villig til at sænke stop loss til 5% profit ved evt. kursfald, fordi jeg tror på Matas. Der er ingen shortpositioner for denne aktie.
Det var et eksempel på stockpicking – man skal synes det er sjovt, ellers vil arbejdet med at vedligeholde formuen blive for surt. Og så vil det måske være bedre med en af de andre investeringsløsninger nævnt i indledningen – men også ved disse løsninger er det nødvendigt at sætte sig grundigt ind i konceptet INDEN man investerer. Men NOGET er man jo nærmest nødt til at gøre når en bankkonto med kontanter i bedste fald giver 0% i rente – man KAN dog få lidt mere hos f.eks. Santander på deres opsparingskonto – men vi snakker max 0,55% på 31 dages opsigelse.
Læs også vores guide om Aktier & SKAT samt Aktionærers løbende omkostninger.
Denne artikel er ikke en investeringsanalyse - det er en opsummering af fundne informationer om aktien.
Disclaimer
Blogforfatteren ejer aktier i NKT A/S, Skako A/S, Pandora A/S og Matas A/S.
Forbehold og ansvarsfraskrivelse
- Denne artikel er udarbejdet på baggrund af offentligt tilgængeligt materiale.
- DK-Aktier kan ikke drages til ansvar for rigtigheden af oplysningerne i artiklen.
- DK-Aktier fraskriver sig ethvert ansvar for indhold i forhold til den fremtidige udvikling - artiklen er alene tænkt som et ide-input og ikke som en anbefaling til køb eller salg.
- Det anbefales altid at rådføre sig med et pengeinstitut eller en mægler før der disponeres.
- Investering i aktier er altid behæftet med risiko for tab
Kilder:
- Signaturfoto: Photo by Markus Spiske on Unsplash