Investeringsstrategi
Del artikel på Twitter
Del artikel på LinkedIn
Strategi
Hvad er en strategi i sammenhæng med aktiehandel?
Det er blandt andet:
- Vil du investere langsigtet eller kortsigtet?
- Hvor stor risiko er du villig til at løbe?
- Hvor meget tid vil du bruge på det?
- Hvad er dine præferencer?
Langsigtet/kortsigtet investering
Personlig startede jeg med at investere langsigtet - dels i den virksomhed, hvor jeg var ansat - dels i min bankforbindelse.
- Hvorfor i min arbejdsplads? Helt enkelt fordi jeg fik rabat på køb af virksomhedens aktier.
- Hvorfor i min bank? Helt enkelt fordi jeg fik fordele ved at have aktier i min bankforbindelse.
Der gik nogle år - så opdagede jeg helt tilfældigt at jeg fik et årligt udbytte - jeg havde undret mig over, at der altid var flere penge på min konto i marts end jeg regnede med, der skulle være. Så en mega uprofessionel investor var jeg.
Så fik jeg mere tid og begyndte at interessere mig for aktier - jeg opdagede, som så mange andre, Millionærklubben på Radio24/7 - er nu flyttet til EuroInvestor og har 58.870 følgere på Facebook sidst jeg checkede. Kort sagt vi er uden tvivl rigtig mange nye private investorer i Danmark - 47% af befolkningen i Danmark investerer i aktier - og så er der alle dem, der har en pensionsopsparing, hvor der jo også investeres i aktier.
I starten var jeg langsigtet investor og købte aktier gennem min bank. Men så flyttede jeg til Nordnet og opdagede en masse nye muligheder - det gjorde, at jeg blev mere kortsigtet. Og der hørte jeg så i Millionærklubben, at det er smart at lægge en strategi. Så det gjorde jeg. Mine investeringer har totalt set givet et pænt overskud - ikke prangende, men OK.
Risikovillighed
I din strategi er det vigtigt at du gør op med dig selv hvor stor risiko, du er villig til at løbe. På Nordnet (og andre platforme) er der værktøjer til automatisk at styre hvor stor risiko, du vil løbe.
Min første strategi gik på, at jeg købte aktier ud fra en simpel fundamental analyse sammenholdt med en simpel teknisk analyse. Alle aktieselskaber udgiver kvartalsrapporter, som man bør kigge igennem inden køb af aktier. Teknisk analyse kan laves med forskellige billige eller gratis værktøjer. Så det har været og er niveauet for mig.
Efter overgang til Nordnet fik jeg adgang til en del værktøjer og har brugt trailing stop loss, hvor man ved salg sætter en grænse for hvor mange procents fald, man vil acceptere. Og ved køb hvor meget aktien skal stige før køb. I februar 2020 havde jeg sat gænsen for salg ved minus 6%. Mandag midt i februar vågnede jeg op til en tom portefølje og en masse kontanter - Corona var kommet til Europa. Så det reddede mig fra et fald i afkast - tror aktierne faldt omkring 30% frem til sidste halvdel af marts. Så der blev købt op igen, da kurserne begyndte at vise tegn på stigning. I min seneste strategi har jeg sat trailing stop loss ved salg fra -15% til -20%. For køb sættes trailing stop loss til +5%.
Trailing stop loss "mekanikken" følger kursudviklingen og ved salg hæves salgskursen ved kursstigninger, så det højeste kurs altid er udgangspunktet. Ved køb sænkes købskursen ved kursfald - så den laveste kurs altid er udgangspunktet. Målet for min seneste strategi er at minimere handelen og holde aktierne i lang tid - medvirkende til dette ønske er, at jeg typisk foretrækker udbytteaktier, og der vil jo være afkast selvom aktiekursen ind i mellem kommer tæt på, eller lidt under, købsprisen.
Hvor meget tid vil du bruge på aktieinvestering?
Personligt bruger jeg nok 1-3 timer dagligt på aktier - millionærklubben sender i 55 minutter, så er der også god information på Nordnets YouTube kanal samt på Helge Larsens ProInvestor. Endelig er der jo Bloomberg og andre amerikanske TV kanaler - verdens aktiemarkeder følger mere eller mindre det amerikanske. Cathie Wood fra ARKinvest har også en månedlig grundig gennemgang af tidens trends. Og endelig er der jo Dansk Dataforening, shareholders.dk, hvor der også er masser af information.
Nu er det jo ikke nødvendigt - man kan sagtens have en aktieportefølje, som man måske bare kigger på en gang om ugen - eller 1-2 gange om måneden - som tidligere nævnt kiggede jeg overhovedet ikke på min aktieportefølje i flere år, da jeg startede med at investere - og det gik da meget godt - så jeg opdagede slet ikke faldet i finanskrisen i 2007-2008 i min portefølje - der har jo nok været et fald.
Hvad er dine præferencer?
Jeg har, bortset fra et par svenske aktier for nogle år siden, udelukkende holdt mig til danske aktier. Nogle vil mene, at det er vigtigt at sprede sig over flere markeder - men det gør man jo rent faktisk også ved at investere i store danske firmaer, der typisk opererer internationalt.
Hvis man vil investere i udenlandske aktier er det jo også muligt og ved køb/salg lige så let som ved danske aktier. MEN man skal lige sætte sig ind i de skattemæssige forhold vedrørende udenlandske aktier. Samt valutamæssige forhold. Det er jeg jo så sluppet for indtil nu.
Men det anbefales, at du i din strategi medtager hvilke lande, du vil investere i og indhenter relevant information om de forhold, der gælder i de lande, du vælger at investere i.
Nogle eksempler på mine handelserfaringer
Vi ser på en række aktier og de erfaringer omkring handel, der kan uddrages.
Opsummering
- Fastlæg din investeringsstrategi.
- Når du køber en aktie, så noter hvorfor du køber netop den aktie.
- Når du sælger en aktie, så noter hvorfor du sælger.
- Check dine notater op mod din investeringsstrategi.
- Hvis du konstaterer investeringsstrategien ikke følges så juster den.
Held og lykke med dine aktieinvesteringer.
Denne artikel er ikke en investeringsanalyse - det er en opsummering af fundne informationer om aktiemarkedet, som er offentligt tilgængeligt på internet.
Disclaimer
Blogforfatteren ejer aktier i de specifikt nævnte aktier.
Forbehold og ansvarsfraskrivelse
- Denne artikel er udarbejdet på baggrund af offentligt tilgængeligt materiale.
- DK-Aktier kan ikke drages til ansvar for rigtigheden af oplysningerne i artiklen.
- DK-Aktier fraskriver sig ethvert ansvar for indhold i forhold til den fremtidige udvikling - artiklen er alene tænkt som et ide-input og ikke som en anbefaling til køb eller salg.
- Det anbefales altid at rådføre sig med et pengeinstitut eller en mægler før der disponeres.
- Investering i aktier er altid behæftet med risiko for tab
Kilder
- Anvendte billeder:
- Forsidebillede: Photo by Yiorgos Ntrahas on Unsplash