Hvordan kommer jeg i gang med aktier?
Del artikel på Twitter
Del artikel på LinkedIn
Hvorfor aktier?
Aktier er for de fleste af os nok en lidt farlig ting - alle har hørt om børskrakket i 1929, og efterfølgende korrektioner og recessioner. Det er godt stof for journalister, skaber gode overskrifter, får måske mange nye læsere.
Er aktier så farlige?
Jeg hørte, at hvis ens forfader havde sat 1$ på aktier i USA i 1802, så ville formuen i 1990 - renset for inflation - have været 1,6 mill $.
Det skulle også være et faktum, at aktier har givet et årligt afkast på 6-8% i gennemsnit over de sidste 100 år. Der er så selvfølgelig udsving, som f.eks. i 2008, hvor kurserne styrtdykkede som en følge af et "råddent" boligmarked i USA - det skabte en recession, som bredte sig. Da Trump tiltrådte præsidentembedet steg aktiekurserne over det næste år i USA omkring 40%. Det var dels en følge af den udvikling, som Obama satte i gang for at få USA på fode igen, dels en følge af Trumps løfter om skattelettelse, deregulering og igangsættelse af infrastrukturprojekter.
Personligt startede jeg med at investere i Novo Nordisk omkring 2006 - 2012. I 2015-18 investerede jeg i Lundbeck og en række andre danske aktieselskaber. Aktierne i medicinalbranchen er steget pænt de andre er faldet en lille smule - men totalt er porteføljen steget omkring 200%. Det er alle udbytteaktier, så der er en årlig dividende, som, sammenlignet med bankindestående, har givet en bedre forrentning af det investerede beløb.
Der var et mindre fald i 2016, en pæn stigning i 2017 og et fald igen her i 2018 - så lige nu forholder jeg mig afventende - selvom der givet er aktier derude, som vil stige i de kommende år.
Mht. værdien af aktierne skal man huske at gevinst eller tab først opnås ved salg af aktierne.
Hvordan kommer man så i gang?
De fleste af os har et PC-bank program på PC, tablet og smartphone. De fleste PC-bank programmer har et menupunkt, "Investering", hvor man kan købe og sælge danske aktier. Man kan også investere gennem Nordnet - link til Nordnet - el. lign. Prøv at checke Google for andre lignende sider. Jeg synes Nordnet lyder som en rimelig løsning, men der findes en del andre - så check dem ud.
Flere investeringsrådgivere anbefaler en portefølje på 8-10 aktier og en investeríng på 100-200 tusinde kroner, hvor investeringere spredes over flere brancher. Men du kan roligt starte med 5-10 tusinde kroner med investering i en enkelt dansk virksomhed og så stille og roligt arbejde dig op mod en portefølje på 8-10 danske virksomheder og en investering på 100-200 tusinde kroner. Derefter kan du begynde at overveje at sprede dig over flere virksomheder og flere lande.
Det er vigtigt du lægger en strategi for hvordan du vil håndtere fald i aktiemarkedet - nogle siger at faldende kurser er en god opkøbsmulighed. Men husk, det er yderst sjældent det lykkes en investor at købe en aktie på dens laveste kurs. Når kursen stiger, så glæd dig over du fik den billigt i stedet for at ærgre dig over du ikke fik de sidste 5%'s fald med.
Men husk at tab/gevinst først er virkelig når du sælger aktien. Du kan beholde en aktie under kursfald og håbe på, at kursen på et tidspunkt igen stiger - håbet skal dog bygge på en grundig analyse.
Hvis du investerer i aktier, hvor virksomheden udbetaler udbytte (dividende) vil du jo hvert år få udbetalt et beløb, du kan geninvestere. Indtægter på aktier (dividende eller fortjeneste ved salg) beskattes i 2018 med 27% for de første 50.000 kr. og 42% af resten for private. Hvis du handler aktier fra et holdingselskab gør andre skattemæssige forhold sig gældende.
Læg også en strategi for hvordan du vil håndtere stigende aktiekurser - jeg har ikke hørt om nogen endnu, der har solgt en aktie på den absolut højeste kurs - så lad være med at ærgre dig over, du ikke fik de sidste 5% med - glæd dig over din fortjeneste.
God fornøjelse og held og lykke med dine investeringer.
Forbehold og ansvarsfraskrivelse
Denne artikel er udarbejdet på baggrund af offentligt tilgængeligt materiale.
DK-Aktier kan ikke drages til ansvar for rigtigheden af oplysningerne i artiklen.
DK-Aktier fraskriver sig ethvert ansvar for indhold i forhold til den fremtidige udvikling - artiklen er alene tænkt som et ide-input og ikke som en anbefaling til køb eller salg.
Det anbefales altid at rådføre sig med et pengeinstitut eller en mægler før der disponeres.
Investering i aktier er altid behæftet med risiko for tab.