Handelskrig EU-USA (07-2018)
Del artikel på Twitter
Del artikel på LinkedIn
Baggrund
Præsident Trump har den opfattelse, at USA's handel med stort set resten af verden bygger på unfair præmisser, hvor USA bliver udnyttet. Kandidat Trumps valgkamp kørte på et løfte "Make America Great Again", hvor stort set hele aftalegrundlaget for USA's internationale relationer skulle genforhandles. Information havde 24. februar 2018 en artikel byggende på en rapport fra en forskergruppe omkring Thomas Piketty, World Inequality Report 2018. Denne rapport beskrev bl.a. udviklingen i ulighed i USA fra 1980 til 2016, hvor den øverste procent af befolkningen havde øget deres årsindkomst med 205% - de allerøverste 0,001% havde øget årsindkomsten med 636%. Årsindkomsten for de nederste 50% er i samme periode stagneret i perioden fra 1980 - dvs. indkomstudviklingen har stået stille i en generation. Uligheden i USA kan ikke alene forklares med globaliseringen - progressiviteten i skattesystemet er siden 1970'erne blevet stadig mindre.
Læs mere i artiklen i Information 24. februar 2018.
Efter Præsident Trumps opfattelse er de dårlige forhold i middelklassen begrundet i globaliseringen. Dette er mange i middelklassen enige i - de har oplevet outsourcing i deres job, med arbejdsløshed til følge. USA har tilsyneladende ikke, ligesom f.eks. Danmark, satset på omskoling af de ramte medarbejdere, hvilket har resulteret i fattigdom i "rustbæltet", hvor mange virksomheder indenfor stålindustrien er lukket efter outsourcing. På samme måde med kulminer, der er lukket i stor stil pga. omlægning til andre energiformer. Kandidat Donald Trump kørte sine kampagner dygtigt med slagord mod globalisering - dette vandt gehør i middelklassen i midtvesten, som så ham som en handlekraftig mand, der kunne forbedre deres forhold. Det var i høj grad disse grupper, der endte med at sikre Donald Trump sejren.
Hvad betyder alt dette for aktiemarkedet?
Præsident Trump gennemførte kort efter indsættelsen i præsidentembedet en mindre skattelettelse for middelklassen og en væsentlig større for den ene procent rigeste - faktisk var der nogle af disse, der gav udtryk for at deres skattelettelse var unødvendig. Men for finansverdenen betød skattelettelsen, sammen med det ultralave renteniveau en kraftig stigning i aktiekurserne - dette ses tydeligt i et andet indlæg på nærværende blog - Kursudviklingen 2017-2018. I indlægget vises, at USA's aktiekurser har haft en stor stigning i 2017 og en pæn stigning 2018. Også andre lande har haft en rimelig stigning i 2017, men i 2018 ser det ikke så godt ud. I den forbindelse skal vi huske på at vi har haft et 9 årigt bull marked, som måske er ved at flade ud.
Hvordan forløber handelskrigen?
I 1930'erne fik man nogle erfaringer med protektionisme - og lærte at der ingen vindere var i en handelskrig - kun tabere. De fleste økonomer er derfor uenige med Præsident Trump i hans forslag om øgede toldsatser. Udviklingen tyder imidlertid på, at Præsident Trump måske i virkeligheden bruger toldsatserne til at motivere de ramte til at indgå bilaterale aftaler med USA, som har til formål at forbedre USA's konkurrencemuligheder. EU har fået udskudt handelskrigen efter et møde den 25-07-2017 mellem præsident Donald Trump og kommisionsfornand Jean-Claude Juncker på grundlag af en løs ramme om en bilateral aftale mellem USA og EU. Så konklusionen må være at vi står overfor en spændende fremtid fra 2019.
Forbehold og ansvarsfraskrivelse
Denne artikel er udarbejdet på baggrund af offentligt tilgængeligt materiale.
DK-Aktier kan ikke drages til ansvar for rigtigheden af oplysningerne i artiklen.
DK-Aktier fraskriver sig ethvert ansvar for indhold i forhold til den fremtidige udvikling - artiklen er alene tænkt som et ide-input og ikke som en anbefaling til køb eller salg.
Det anbefales altid at rådføre sig med et pengeinstitut eller en mægler før der disponeres.
Investering i aktier er altid behæftet med risiko for tab.